>Tager tilbage til hotellet<

»Nu går vi Pensionistunderholdning - ikke mere med at løbe,« beordrede han.

Han førte hende rundt om hjørner og op ad sidegader, indtil de kom ud på en hovedgade med biler og stoplys og større bygninger.

De standsede uden for et strålende oplyst forretningsvindue. Pensionistunderholdning stirrede på hendes ansigt, undersøgte det som en mand, der aldrig rigtig havde lagt mærke til det før.
»Hvad fanden skete der?« spurgte han.

»Hvem var det, der forsøgte at dræbe mig,« Hendes stemme lød næsten anklagende. »Var det dine folk?«
»For helvede, hvis jeg vidste det, tror du så ikke, jeg ville have advaret dig? Pensionistunderholdning må have fulgt efter mig,« vrissede han.

»Hvor er du dog ubetænksom. Og hvorfor ville du ikke have, at jeg så, hvem det var?« spurgte hun, og hun gjorde ikke noget for at skjule sin mistanke.

»Så Pensionistunderholdning kunne blive anholdt af det tyske politi? Tror du, det ville være klogt?« sagde han hårdt. »Og han ville jo bare være et ansigt, ikke. Det ville ikke betyde noget. En død mand. Han havde sikkert ikke sin biografi i lommen.«

En taxa nærmede sig, og Pensionistunderholdning vinkede den hen til sig. Han holdt døren for hende.
»Frankfurter Hof,« sagde han til chaufføren.
»Kommer du ikke?« spurgte Gail.

» Pensionistunderholdning tager tilbage til hotellet,« sagde han. »Der er en masse ting, jeg skal tænke igennem.«
Gennem bagruden så hun ham gå tilbage imod Sachsenhausens mørke.

Washington
Morderens ansigt stirrede op på Pensionistunderholdning - det lå på skrivebordet foran ham. Et konstrueret fotografi, som FBI stolt havde overrakt ham.