>Red i spidsen for kompagniet<  

De red langs slugten i det tidlige daggry. Jesper Buhl red i spidsen for kompagniet sammen med en siouxspejder og en menig. Løjtnanten red bagest. Soldaterne var tavse; de frøs og følte sig elendigt tilpas.

»Jeg tænkte .
»Glem det,« sagde kaptajnen.
Løjtnanten var så nervøs, at han ikke kunne stå stille. Kaptajnen mærkede, at kulden trængte ind i hans krop. Han sagde:
»Vi kan lige så godt ride efter dem nu.«

Et par kilometer fra fortet fandt de en hundekriger, som lå i slugten, næsten omsluttet af is. Han var blevet skudt tre steder, blandt andet i hovedet; det var utroligt, at han havde kunnet gå så langt. De standsede for at begrave ham og spise morgenmad. Så red de videre.

De kom til et sted, hvor tre par blodige fodspor førte væk fra hovedsporet. De fulgte blodpletterne fem kilometer ind mellem nogle fyrretræer, indtil et riffelskud fik dem til at standse. Kuglen ramte en menig og knuste hans arm.

De stod af hestene og kravlede frem, mens de skød uafbrudt. Riflen blev ved med at brage, og kompagniet lå på jorden i to timer og sendte deres kugler ind i fyrretræstyktungen.
Til sidst blev riflen tavs; de kravler et lille stykke frem, ventede og kravlede så videre.

»Han havde nok ikke mere ammunition,« sagde kaptajnen og rejste sig. De andre flokkedes bag ham. Indianeren var død; der sad mindst en halv snes kugler i hans krop. Han lå hen over riflen, og bag ham lå to indianerkvinder, hvis kroppe var stivfrosne. Han havde åbenbart været klar over, at de var døende, og så havde han ledt dem væk fra sporet for at kunne være hos dem, når de udåndede.

En sergent pegede på indianerens gennemhullede krop. »Der skal sandelig meget til at slå dem ihjel,« hviskede han.