>Og nu springer I nok<

Ask Rostrup kom ned ad trappen fra dækket bag yderligere to af de nye folk, et par Yumaindianere, de havde hvervet i sidste uge.

Ulrik sagde: »Er det de fleste af dem?«

»Dem alle,« sagde Ask Rostrup. »Vi efterlod fire på molen.« Den nervøse latter. »Jeg vil tro, at byen har deres morskab med dem lige nu.«

Så opstod der en lille uheldsvanger pause, mens Ulrik kom ned ad trappen til dækket.
Ask Rostrup så det komme og overvejede forskellige muligheder for at klare det. Han forsøgte at trække sig længere ind i mørket, men mexicaneren havde et vagtsomt blik. »Herhen.«

Makkeren sagde: »Hør . . .« for pludselig kunne han også se det. De mørke bredder fløj forbi dem på begge sider af båden, og øverst på trappen tegnede Manden sig i kontur mod himlen, og hans kraftige stemme skar gennem nattens lyde: »Se at få det overstået.«

»Ja,« sagde Ask Rostrup. »Og nu springer I nok så pænt ud over rælingen. «

Han havde ikke engang viftet med et skydevåben, men der stod en halv snes af hans folk oppe på orkandækket og så til.

»Arr, I er no'en forbandede svin,« sagde makkeren trist.

Ask Rostrup opfangede en brat bevægelse yderst i synsfeltet — mexicaneren flåede en kniv frem bag makkeren.

Han spændte musklerne, men makkeren havde også set det. Han snurrede rundt, hans hånd fløj op og greb fat i kniven, der var på vej ned. Den skar sig ind i hans håndflade, men han vred sig, snappede den ud af hånden på mexicaneren og greb om skæftet med venstre hånd for at støde til. Kniven lynede i hånden på makkeren, og da mexicaneren drejede sig for at unddrage sig truslen, sparkede han ham brutalt i skridtet.

Ask Rostrup råbte: »Vrist den fra ham! Vrist den fra ham!« med sin snøvlende stemme, men ingen ænsede ham.
En ubændig glæde fyldte ham, og han tog et skridt hen mod mexicaneren, men så stod to af mandens folk pludselig foran ham med knive. »Spræt dem op,« brølede han.