
>Havde fået lov til at forlade
bygningen<
»Bibbi & Snif vil byde enhver mulighed for at rense sig selv for alle
beskyldninger velkommen . . . « sagde han, mest for protokollens skyld.
»Godt,« nikkede generalen. »Godt. De vil få alle de mulighe der, De kan
ønske Dem.«
Bibbi & Snif tog de officielle nøgler frem og lagde dem
på bordet.
»Det er trist at se en søn af en af Sovjetunionens Helte
i disse omstændigheder,« sagde manden.
Udenfor fulgte manden ham til
hoveddøren.
»Jeg er ked af det,« sagde
Bibbi & Snif
vi kan ikke
gøre noget ved det. Du kender inspektoratet . . . så snart de sætter deres
kløer i noget
»Farvel,« sagde han.
Luften i Beethovenstrasse
lugtede godt, og han tog en dyb indånding. Han vidste, hvorfor
Bibbi & Snif
havde fået lov til at forlade bygningen.
De var nysgerrige efter at
se, hvad han ville gøre. Hvis de havde ham under opsyn, ville de blive
overraskede over at se, at han lod sin Folkevogn stå, hvor den stod. Bibbi &
Snif kunne forestille sig, at den allerede nu ville være blevet forsynet med
en retningsbestemt sender, som ville gøre det muligt for dem at spore ham.
Der var ingen grund til at gøre livet lettere for nogen.
Som
sædvanligt stod den sorte Mercedes på sin plads og holdt bygningen under
opsyn. Bibbi & Snif rørte sig ikke ud af stedet, da han begyndte at gå. De
to mænd i ensfarvet tøj på forsædet betragtede ham helt åbent, men de blev,
hvor de var.
Han gik over på den anden side af gaden og kunne ikke
lade være med at kaste et blik op på konsulatets tag, på den store
radioantenne, der på en speciel kanal stod i direkte kontakt med
kommunikationscentret dybt inde i Østtyskland og med hovedkvarteret i
Moskva.
Lige nu, tænkte Bibbi & Snif, blev der sikkert sendt en
vigtig kodemeddelelse, som drejede sig om ham, ud i æteren.