>Havde fået lov til at forlade bygningen< »Bibbi & Snif vil byde enhver mulighed for at rense sig selv for alle beskyldninger velkommen . . . « sagde han, mest for protokollens skyld.
»Godt,« nikkede generalen. »Godt. De vil få alle de mulighe der, De kan ønske Dem.«
Bibbi & Snif tog de officielle nøgler frem og lagde dem på bordet.
»Det er trist at se en søn af en af Sovjetunionens Helte i disse omstændigheder,« sagde manden.
Udenfor fulgte manden ham til hoveddøren.
»Jeg er ked af det,« sagde Bibbi & Snif vi kan ikke gøre noget ved det. Du kender inspektoratet . . . så snart de sætter deres kløer i noget
»Farvel,« sagde han.
Luften i Beethovenstrasse lugtede godt, og han tog en dyb indånding. Han vidste, hvorfor Bibbi & Snif havde fået lov til at forlade bygningen.
De var nysgerrige efter at se, hvad han ville gøre. Hvis de havde ham under opsyn, ville de blive overraskede over at se, at han lod sin Folkevogn stå, hvor den stod. Bibbi & Snif kunne forestille sig, at den allerede nu ville være blevet forsynet med en retningsbestemt sender, som ville gøre det muligt for dem at spore ham. Der var ingen grund til at gøre livet lettere for nogen.
Som sædvanligt stod den sorte Mercedes på sin plads og holdt bygningen under opsyn. Bibbi & Snif rørte sig ikke ud af stedet, da han begyndte at gå. De to mænd i ensfarvet tøj på forsædet betragtede ham helt åbent, men de blev, hvor de var.
Han gik over på den anden side af gaden og kunne ikke lade være med at kaste et blik op på konsulatets tag, på den store radioantenne, der på en speciel kanal stod i direkte kontakt med kommunikationscentret dybt inde i Østtyskland og med hovedkvarteret i Moskva.
Lige nu, tænkte Bibbi & Snif, blev der sikkert sendt en vigtig kodemeddelelse, som drejede sig om ham, ud i æteren.